I fjor arva eg ein del bøker, mellom anna ti–femten pocketbøker frå 1950- og 60-åra. Nokre frå forlaget Penguin, andre med tidstypiske omslag, dei fleste av velkjende forfattarar. Eg tok med meg nokre av desse til fjells, mellom anna denne.
Det er ei novellesamling, der mange av novellene hadde vore trykte andre stadar før. Eit gjennomgåande trekk er mannen, altså kva det vil seia å vera mann. Dette er noko av det eg likar minst med Hemingway – denne dyrkinga av den sterke mannen. Slik er det i dei to lengste novelle – ei handlar om tyrefekting, ei om boksing. I begge to kjem det detaljerte skildringar frå slåstinga, og det er berre sånn middels gjevande.
Samstundes er det to noveller som held på interessa. Slik er det ikkje i alle dei andre. I dei fleste novellene er det mange og lange dialogar, og nokre av novellene glir berre forbi utan at noko festar seg. Andre er betre, og når Hemingway skriv om den (sjølvbiografiske) karakteren Nick Adams, endrar tonen seg til det betre.
Guffen er lunken.
Ingen kommentarer:
Legg inn en kommentar